Om mig

Mit mål er at bevare Frederiksberg grøn og urban. Lokal og altfavnende. Frederiksberg skal være en rummelig by med grønne og trygge byrum.

Jeg er opvokset i Kolding og har taget min uddannelse i Aalborg. Så jeg er en af de mange tilflyttere til  Frederiksberg. Og jeg kunne ikke tænke mig at bo noget andet sted!

I 2005 landede jeg i København. Først i området omkring Emdrup på ydre Østerbro, med Lyngbyvej som nærmeste nabo. Da jeg i 2009 flyttede til indre  Frederiksberg, havde jeg det som om jeg kom hjem. En grøn oase midt i storbyen; Alléerne, parkerne, de små haver. Da jeg i 2017 rykkede til området ved Nordens Plads, fik jeg øjnene op for en anden del af Frederiksberg. Et område med et enormt potentiale for udvikling. Jeg vil gerne arbejde for, at ”den grønne bølge” når hele Frederiksberg, så der er grønne åndehuller og grøn energi til elbilen lige meget hvilken ende af kommunen, man befinder sig i. 

Jeg er far til to piger, hvoraf den ældste har særlige behov  og går på Skolen på Nordens Plads. Her har jeg set på nærmeste hold, hvor stor en forskel det gør for udvikling og livskvalitet, at man bliver mødt med en forventning til ens evner og indsats, frem for at blive ”parkeret” passivt i et hjørne. Jeg håber, at min datter som voksen vil få lige så gode muligheder for et godt liv som andre. Hun skal kunne deltage i samfundet ved at bidrage til det, frem for bare at være en tilskuer. Det har jeg desværre set nogle triste eksempler på. Jeg vil arbejde for at forbedre fremtidsudsigterne for børn og voksne med fysiske og mentale handicap, og jeg mener, vi kan gøre det, så det bliver en gevinst for både dem og samfundet.

I min fritid  dyrker jeg cykelsport på motionsplan i Frederiksberg Idrætsforening (FIF). Og før coronaen satte en midlertidig stopper for den slags arrangementer, var jeg ofte at finde til koncerter rundt omkring i byen eller musikfestivaler som CopenHell på Refshaleøen eller Stella Polaris i Frederiksberg Have. Jeg har en kolonihave i Vigerslev hvor jeg kan lide at se tingene gro.

Læs mere om min politik her